Modstandsmand!

1. I går var på mange måder en dag, hvor minder, sorg og en reminder om det der er vigtigt, blev sparket lige ind i hovedet på mig.

En gammel dame, Karen, ville være blevet 100 år til februar, døde den anden dag og i går var der begravelse for hende. Hun var min farfars søster, og både da jeg fik af vide at hun var død, og da vi tog afsted til kirken, var jeg fuldstændig rolig og cool. Hendes tilstedeværelse i mit liv har ikke været den største – derfor føltes tabet heller ikke overvældende. Men da første salme så skulle synges, væltede det hele. Sangen: “Dejlig er Jorden” blev også sunget til min farmors begravelse for år tilbage, og den har været forfærdelig at synge lige siden! Men siddende der i kirken, ved siden af kisten med min farfars søster, fik mit hjerte til at knuge sig fuldstændig sammen og tårerne begyndte at, ikke bare trille, men vælte ned af mine kinder. Og jeg følte mig simpelthen så flov! Oppe på de forreste rækker, sad børn, børnebørn og oldebørn og deres sorg var ikke til at tage fejl af, og også velbegrundet. Min sorg derimod, var ikke for Karen, men for min farmor og især for min farfar. For lige der, midt under “Dejlig er Jorden” kom der en tomhed og en ensomhed, som jeg ikke før har mærket, hverken da min farfar og siden min farmor, døde. Og jeg vidste, lige dér, hvorfor! Fordi Karen stadig havde været der – godt nok på afstand – og har ubevidst givet mig en følelse af, at min farfar stadig var der, gennem hende. Nu hvor hendes liv også var slut, føltes det først dér som om, at jeg havde mistet mig farfar. Det slog så hårdt og gjorde så vanvittig ondt, fordi det har været en ubevidst fortrængning i mange år.

Min farfar har altid været min helt! Han var sjov, hyggelig, autoritær, alvorlig, hemmelighedsfuld og en mand med stor karisma og respekt omkring sig. Men grunden til hans helte-status hos mig er, at han under 2. Verdenskrig var aktiv modstandsmand. Ham og hans gruppe virkede fra Rydhave skov, ved Holstebro, og samlede containere med våben op, pakkede dem om og kørte dem afsted. Han har aldrig fortalt meget om den tid, men vi vidste det! Én ting viste han dog os børnebørn: Et stykke af en gammel jernbaneskinne han havde gemt. Sammen med den, lå også en lille pakke med noget gammelt krudt. Han tog os børnebørn med ud i carporten, hvor han viste og fortalte og endte med at antænde lidt af krudtet. Det var en stor dag, for som sagt fortalte han ellers aldrig noget om den tid. På hans gamle dage, efter han blev dement, begyndte han dog alligevel at fortælle små ting fra den gang, men det var ikke meget… Jeg ville have givet ALT for at høre ham fortælle om hans medvirken! Men tanken om, at han har sat livet på spil for Danmarks og for sin families skyld, har givet mig et billede af ham, som verdens sejeste og mest fantastiske mand! Derfor var sorgen stor i går, da jeg følte at jeg havde mistet ham – igen![wpsocialite]

/Nanadi